Internettet - og hvordan det hele startede.

internet

Starten.
Internettet startede i 1962 som et net, der skulle give bl.a. forskerne i USA adgang til de få supercomputerne der var, samt sikre den militære kommunikation. Opstarten blev ledet af det amerikanske forsvarsdepartement.

I 60'erne var den kolde krig på sit højdepunkt, og et af de problemer man stod med, var, hvordan man skulle kommunikere i tilfælde af en atomkrig.

Arpanet.
Løsningen blev, at man ville lave et netværk af computere, hvor der ikke var een central server, der stod for kommunikationen, men et helt net af ligeværdige servere, der alle skulle kunne skabe, modtage og afsende data.

Dataene blev splittet op og sendt som "pakker" fra server til server til server, i retning af modtageadressen, og selv om nogle servere så blev sprængt i luften, blev pakkerne så bare afleveret til en anden server, der sendte dem videre i den rigtige retning, til modtageren var nået. Her blev pakkerne så igen samlet til de originale data.

I 1969 blev den første Internetforbindelse, ARPANET, skabt mellem fire af USA's universiteter, nemlig Stanford Research Institute, UCLA, UC Santa Barbara, og University of Utah.

Email.
Straks fra starten blev det en succes, og selv om meningen med Internettet mest var at give forskerne dataadgang til Supercomputerne, blev e-mail snart den mest populære udnyttelse af nettet. I 1971 var der 23 Servere, der forbandt forskere over hele USA. I 1973 blev ARPANET internationalt med forbindelser til Universiteter i London og Norge. I 1981 var der 213 servere på nettet, og en ny kom til ca. hver 20 dag.

Internet.
I 1982 bliver TCP/IP protokollen opfundet, og erstatter NCP, Network Control Protocol, den forbindelsesmetode, der indtil nu havde bundet nettet sammen, TCP/IP protokollen er Public Domain, altså gratis at bruge, og ingen kunne forbyde andre at bruge den, og Internettet, som vi kender det i dag, tager sin begyndelse. Det var også i 1982, at udtrykket Internettet blev brugt for første gang.

Vokseværk.
Gennem midten af 80'erne kommer den personlige computer, PC'en, på markedet, og store virksomheder begynder at kommunikere via Internettet. I 1984 kommer antallet af servere for første gang over 1000 stk. - i 1986 kommer den første Internetudbyder, der tilbyder private adgang til Internettet til verden i Ohio, USA.

I 1987 er der over 10.000 servere, og i 1996 når antallet af Internetservere i 150 forskellige lande op i nærheden af 10 millioner. I starten af januar 2001 var der 109.574.429 Internetservere. I dag kommer nye servere til i en hastighed, så det faktisk ikke er muligt at registrere antallet.